Antikt landskab i mellemitalien

Napoli med Vesuv i horisonten. Licens: Begrænset brug. Indledende tekst. Italiens omfattende naturforhold. Landet er placeret i en geologisk ustabil zone, hvor dannelsen af Alperne og Appenninerne fortsat udløser rystelser i undergrunden. I den sydlige del ses dette via de aktive vulkankratere Vesuv, Etna og Stromboli. Ødelæggende jordskred er hyppigt forekommende.

De store bjergformationer indrammer landets få lavtliggende sletter, hvoraf Posletten er den mest markante. Herefter følger det alpine fald mod Adriaterhavet, der gennemstrømmes af floder som Adige, Brenta, Piave og Isonzo. Det er primært vandløbene fra Alperne, der har en jævn vandmængde året rundt, hvilket gør dem velegnede til transport og energiproduktion.

Andre vandløb er kortere og udspringer i Appenninerne, med Tiberen og Arno som de mest betydningsfulde. De store floder aflejrer løbende sedimenter i deres nedre dele; eksempelvis befinder Pos flodleje sig ti meter over det omkringliggende landskab i deltaet. Denne højdeforskel forstærkes, når undergrunden synker på grund af indvinding af vand og gas. Kombineret med omfattende grusgravning og regulering af flodløbene øges vandets hastighed, hvilket skaber en vedvarende trussel om oversvømmelse ved tøbrud eller stormflod, som det blev set ved Arno i Firenze og i Venedig.

Vandstanden i Venedigs lagune er steget markant. Klimaforhold. Det alpine klima findes udelukkende i bjergkæden mod nord. Sletterne i Po, Veneto og Romagna samt størstedelen af Appenninerne har et tempereret vejrlig, hvilket også gør sig gældende for kyst- og bakkedragene. Ved kysterne i Syditalien, på Sicilien og Sardinien hersker et subtropisk klima. I Appenninerne falder nedbøren primært i vintermånederne, hvilket medfører, at mange floder udtørrer om sommeren.

Råstofudvinding. I de geologisk set nyere bjergmassiver findes kun få mineralske ressourcer. Kalium udvindes på Sicilien. Af stor betydning er marmorbruddene ved Carrara samt forekomster af olie og gas på Posletten og langs Adriaterhavets kyster; disse dækker dog kun en begrænset del af det nationale energibehov. Desuden produceres havsalt på Sicilien.

En lang række mindre miner til udvinding af blandt andet jern, kviksølv og guld blev nedlagt i 1970'erne, ligesom de tidligere centrale svovlminer på Sicilien. Naturreservater. Flere bjergområder, herunder Gran Paradiso i nordvest, Stelvio i midten og de bellunesiske Dolomitter mod øst, er svært tilgængelige og udlagt som nationalparker. Formålet er at bevare floraen og faunaen, herunder arter som stenbuk og gemse.

Der er ligeledes oprettet beskyttede områder i Appenninerne, eksempelvis Abruzzo Nationalpark. Planteliv. Den oprindelige bevoksning i lavlandet, særligt mod syd, bestod af stedsegrønne skove med eg og fyr. I dag er disse arealer enten opdyrket eller forvandlet til buskads gennem græsning, kendt som maki og garrigue. Visse steder finder man korkeg og dværgpalme, mens indførte planter som eukalyptus og figenkaktus dominerer landskabet mange steder.

På de lavere skråninger vokser løvskov med blandt andet kastanje. Centraleuropæiske skovtyper som bøg strækker sig langs bjergkæderne helt til den sydlige del af landet. Over trægrænsen findes en varieret alpin flora. Italien besidder mindst 5.600 arter af karplanter, hvilket er det højeste antal i Europa; forekomsten af unikke, endemiske arter stiger jo længere sydpå man kommer. Landbrugsproduktion.

Byen Scilla i Calabrien. Licens: Begrænset anvendelse. Den traditionelle bjergbondekultur med sommergræsning i højderne er næsten forsvundet fra Alperne og Appenninerne. Det fordums selvforsynende landbrug med husdyrhold og blandede afgrøder er erstattet af moderne skovdrift og turistindustri, som i visse områder kan opretholde bosætningen.

Mange bjergområder affolkes dog, mens dalene i løbet af 1960'erne og 70'erne har tiltrukket specialiseret jordbrug og industri. Her fokuseres der især på frugt, vin og oliven samt afgrøder som solsikke, soja og tobak. De mest frugtbare landbrugsarealer findes i Norditalien samt i dele af Appenninerne og Toscana. Her er den kalkholdige brunjord og de klimatiske forhold mere gunstige end i resten af landet, hvor århundreders skovhugst og overudnyttelse har ført til jorderosion.

Næringsrig jord er skyllet bort og har dannet sumpområder ved kysterne. Historisk set er bebyggelsen i det centrale Italien placeret på højdedrag som beskyttelse mod sygdomme og overfald, ofte i form af befæstede byer eller mindre landbrugsenheder. I det sydlige Italien dominerer store landsbyer, hvor landarbejdere fra de vidstrakte kornlandbrug, latifundierne, bor. Efter opdelingen af disse store godser efter Anden Verdenskrig er mange flyttet fra landdistrikterne.

Nutidens landbrug specialiseres, men driften besværliggøres ofte af spredte jordlodder. Gennem afvanding og kunstvanding i det 20. århundrede er lavlandet blevet landets mest produktive zone. Områder som Posletten og sletterne i syd har været opdyrket siden oldtiden. Her produceres korn, sukkerroer og kød, mens ris dyrkes ved Poslettens kilder. Dyrkning af citrusfrugter er næsten udelukkende centreret i Syditalien.

Byudvikling, infrastruktur og miljø. De produktive sletter er samtidig landets mest industrialiserede og tætbefolkede regioner, hvilket også medfører størst forurening.

Den italienske bykultur rødder i antikken og blev udbygget i middelalderen omkring de rige landbrugsområder. Siden 1970'erne har økonomiske kriser ført til en spredning af erhvervslivet til mindre byer. Især byerne i Nordøst- og Mellemitalien er vokset betydeligt i de seneste årtier. Kyststrækninger og bjergenes udløbere er i stigende grad blevet urbaniseret og forbundet af et omfattende motorvejsnet.

Italien har desuden iværksat en modernisering af jernbanerne for at flytte persontransporten fra vej til bane og forkorte rejsetiden mellem storbyerne. Miljølovgivningen er blevet skærpet efter alvorlige giftulykker som den i Seveso i 1976. Efter Tjernobyl-katastrofen i 1986 valgte man at afvikle kernekraften helt.

Store floder som Po og Tiberen fører store mængder affaldsstoffer med sig, og Gardasøen står som en af de få store søer med rent vand. Problemer med badevandskvaliteten i 1980'erne skadede turismen, men en øget miljøindsats sigter nu mod at leve op til EU's krav. Regionernes industrielle profil. Landet er administrativt opdelt i 20 regioner, der hver har deres egne økonomiske særtræk.

Udviklingen er præget af landets historie og en økonomi baseret på familiedrevne småvirksomheder. Den politiske samling af Italien har også skabt en markant økonomisk kløft mellem det velstående nord og det mindre udviklede syd. Befolkningsmæssigt er Italien meget ensartet. Der findes dog mindre sproglige minoriteter i grænseområderne og i syd. Yderligere information findes i Den Store Danske.