Analfabeten der kunne regne tilbud

De besad jo både beskæftigelse og ly for hovedet. Dog var deres fremtidsudsigter statistisk set dyster. Langt de fleste af dem ville bukke under i en tidlig alder som følge af tuberkulose, lungehindebetændelse, diarré, medicin, alkoholmisbrug eller en sammensmeltning af disse faktorer. Kun ganske få individer oplevede at fejre deres fødselsdag. Som eksempelvis bestyreren af et af latrinkontorerne i Soweto.

Men han var både udmattet og skrantende. Han havde for vane at skylle et overdrevent antal smertestillende midler ned med et betydeligt antal øl alt for tidligt på dagen. Som en direkte følge heraf havde han tilladt sig at tale groft til en repræsentant fra Johannesburg Kommunes hygiejneafdeling. En sort mand, der tog kraftigt afstand fra denne behandling. Episoden blev rapporteret opad i systemet til afdelingslederen i Johannesburg, som næste formiddag, under kaffepauserne, meddelte sine kolleger, at det var på tide at erstatte den uuddannede medarbejder i sektor B.

En usædvanligt behagelig formiddagsstund i øvrigt. Der blev serveret lagkage for at byde en ny sanitetsmedhjælper velkommen. Han hed Piet du Toit, var 23 år gammel, og dette var hans første job efter endt uddannelse. Det var ham, der skulle håndtere Soweto-problematikken, sådan var proceduren i Johannesburg Kommune. Den nyeste ansatte skulle tage sig af de uuddannede, som en form for prøvelse i sit nye job.

Uanset om alle latrintømmere i Soweto reelt var analfabeter - side 9 - stod hen i det uvisse, men de blev alligevel omtalt som sådan. I hvert fald havde ingen af dem modtaget skolegang. Og de boede alle sammen i primitive skurvogne. Og de havde betydelige vanskeligheder med at forstå, hvad der blev sagt til dem. Det var hans første besøg hos de såkaldte "vilde".

Hans kunsthandlerfar havde, af sikkerhedsmæssige årsager, sørget for en livvagt. Den årige betrådte latrinkontoret og kunne ikke lade være med øjeblikkeligt at beklage sig over den ubehagelige lugt. På den anden side af skrivebordet sad latrinbestyreren, som nu skulle afskediges. Og ved siden af ham stod en lille pige, som til assistentens overraskelse åbnede munden og påpegede, at afføring nu engang havde den beklagelige egenskab at lugte.

Piet du Toit overvejede et øjeblik, om pigen havde været sarkastisk, men det virkede usandsynligt. Han lod det passere. I stedet informerede han latrinbestyreren om, at det var blevet besluttet på højere niveau, at han ikke længere kunne beholde sin stilling, men kunne forvente tre måneders løn, hvis han inden for den kommende uge kunne finde et tilsvarende antal kandidater til den ledige stilling.

Det må du ikke gøre. En uge senere var assistent du Toit og hans livvagt tilbage. Den afsatte bestyrer sad bag sit skrivebord, formentlig for sidste gang. Ved siden af ham stod den samme pige som før. Den afsatte beklagede, at to af dem var forhindret i at være til stede. Den ene havde aftenen forinden fået halsen skåret over under et slagsmål.

Hvor den anden befandt sig, havde han ingen anelse om. Måske var der tale om et tilbagefald. Piet du Toit ønskede ikke at vide, hvilken form for tilbagefald - side 10 - der var tale om. Han ville blot væk derfra. Hun har hjulpet mig med mange ting i et par år. Hun er dygtig, det skal jeg sige. Og jeg har været i jobbet i ni år. Stanken var overvældende. Piet du Toit frygtede, at den skulle sætte sig i hans dragt.

Assistenten tav i et par sekunder. Han ønskede under ingen omstændigheder at vende tilbage hertil oftere end absolut nødvendigt. Herregud, de kendte ikke engang deres egne navne. Og så henvendte assistenten sig til den afskedigede. Det vil sige én måneds løn for én kandidat. Minus én måneds løn, fordi du ikke gad finde andre end en pige på… Piet du Toit sagde ikke farvel, da han forlod stedet.

Med livvagten tæt ved sin side. Pigen, der netop var blevet chef for sin egen chef, takkede ham for hjælpen og meddelte, at han øjeblikkeligt var genansat som hendes næstkommanderende. Sagde den årige, der lignede én på… Den daværende premierminister var blevet kendt for at stille det retoriske spørgsmål, hvorfor sorte skulle gå i skole, når de blot var skabt til at slæbe brænde og vand.

Han havde objektivt set taget fejl, for Nombeko slæbte afføring, hverken brænde eller vand. Alligevel var der ingen grund til at antage, at den spinkle pige skulle komme til at omgås kongelige og præsidenter, når hun blev voksen. Eller ryste nationer i deres grundvold. Eller overhovedet påvirke verdenshistorien. Hvis hun ikke havde været den, hun var. Men det var hun jo.

Blandt andet var hun et flittigt barn. Allerede som femårig slæbte hun latrintønder, der var på størrelse med hende selv. Latrintøndetømningen indbragte hende præcis det beløb, som hendes mor behøvede for dagligt at kunne købe en flaske fortynder til sin datter. Nombekos far havde ikke haft noget med sin datter at gøre siden tyve minutter efter hendes undfangelse.

Efterhånden som Nombeko blev ældre, kunne hun tømme flere latrintønder ad gangen. Derfor kunne hendes mor supplere det daglige opløsningsmiddel med spiritus og medicin. Men pigen, der indså, at dette ikke kunne fortsætte, sagde til sin mor, at hun måtte vælge mellem at stoppe eller dø. Moderen nikkede og forstod. Begravelsen var velbesøgt.

Soweto vrimlede dengang med mennesker, der primært beskæftigede sig med to ting: langsomt at tage livet af sig selv eller at tage afsked med dem, det var lykkedes for. Moderen døde, da Nombeko var 10 år, og der var naturligvis ingen far i nærheden. Nombeko overvejede at fortsætte morens forsøg på at opbygge et permanent kemisk skjold mod virkeligheden.

Men da hun modtog sin første løn efter morens død, besluttede hun at købe mad i stedet. Og da hun havde stillet sin sult, kiggede hun sig omkring og udbrød: - Hvad laver jeg her? Samtidig indså hun, at hun ikke umiddelbart havde noget alternativ. På det sydafrikanske arbejdsmarked stod tiårige uuddannede ikke først i køen. Eller næstforst i køen. Og i denne del af Soweto var der ikke engang et arbejdsmarked eller tilstrækkeligt med arbejdskraft til at danne en kø.

Men afføringstømning kan også udføres af menneskehedens mest elendige eksemplarer på denne jord, så Nombeko havde mulighed for at tjene penge. Og da moren var død og begravet, kunne hun beholde hele sin løn selv. For at fordrive tiden, mens hun arbejdede, var hun allerede som femårig begyndt at tælle tønderne: - En, to, tre, fire, fem. Efterhånden fandt hun på mere komplicerede regnestykker, så det forblev udfordrende: - 15 tønder gange 3 ture gange 7 bærere plus 1, der sidder og laver ingenting, fordi han er for fuld.

Nombekos mor havde ikke lagt mærke til meget i sin omverden udover flasken med fortynder, men hun havde dog bemærket, at datteren kunne lægge sammen og trække fra. I de sidste år af sit liv tilkaldte hun derfor datteren, når en portion piller i forskellige farver og styrker skulle fordeles mellem skurvognene. En flaske fortynder er jo en flaske fortynder.

Men når piller på 50, 100 og 200 milligram skal deles ud efter behov og økonomisk formåen - så er det vigtigt at kunne de fire regningsarter. Det kunne den tiårige. I høj grad endda. Det skete for eksempel, at hun tilfældigvis var i nærheden af sin nærmeste chef, når han kæmpede med at udarbejde månedens rapporter over vægt og mængde. Hvor er lommeregneren?

Og 5 gange 8 er… Skal vi så fortsætte med arbejdet? Den dag blev hun forfremmet til chefens assistent. Men den uuddannede, der kunne regne, følte sig i stigende grad frustreret over, at hun ikke forstod, hvad myndighederne i Johannesburg skrev i alle de dekreter, der landede på chefens skrivebord. Chefen havde selv svært ved at tyde bogstaverne. Han stavede sig igennem hver eneste tekst på afrikaans og bladrede samtidig i en engelsk ordbog for i det mindste at få tågesnakken oversat til et sprog, han kunne forstå.

Tror jeg. Eller også har de tænkt sig at lukke en af badeanstalterne. Det er lidt uklart. Chefen sukkede.